|
Kære pårørende. Her følger nogle oplysninger, som vi af erfaring ved, kan være brugbare, når ens nærmeste er indlagt.
Besøgsregler: På operationsgangen og i opvågningen er der ikke adgang for pårørende. Det skyldes for operationsgangens vedkommende hygiejniske overvejelser og i opvågningen hensynet til de øvrige patienter, som vi tilstræber, skal have en så rolig og behagelig opvågning som muligt. Du er velkommen til at følge patienten på mødedagen, men vil som ovenfor nævnt blive bedt om at vente udenfor operationsgangen. Det bedste og mest behagelige for dig vil efter al sandsynlighed være at køre hjem i ventetiden, og vi vil kontakte dig så snart operationen er overstået.
Kommer du langvejs fra, er der et par alternativer: På Skodborg er der en dejlig café, hvor du kan købe en kop kaffe og et let måltid mad, eller du kan gå en tur i de naturskønne områder i skoven eller ved stranden. Fra kl. 12.30 vil patientstuen på vores sengeafsnit være klargjort, og du er da velkommen til at tilbringe ventetiden her med en kop kaffe, mens du evt. lytter til musik eller ser tv. Endelig skal det også nævnes, at Skodsborg råder over en dejlig spa, hvor der tilbydes massage og andre spa behandlinger. Det kræver dog at du har bestilt tid, hvilket du kan gøre, ved at gå ind på www.skodsborg.dk hvor du også kan se priserne på de enkelte behandlinger.
Besøgstider: Da alle vores patienter har eneværelse, kan du besøge din pårørende, når du ønsker det.
Spisetider: Morgenmaden serveres fra kl. 7.30 og aftales individuelt med patienterne. Frokost foregår i dagligstuen fra kl. 11.30, hvor der anrettes en stor frokostbuffet fra restaurant Frederik og Louise. Du kan vælge at spise med, men du skal melde dette til personalet senest samme morgen. Det koster 175 kr. inkl. drikkevarer. Middagen serveres kl. ca. 18.00 og består af tre retter mad fra restaurant Frederik og Louise med tilhørende vine, som anrettes på sengeafsnittet af kokkene fra restauranten. Ønsker du at spise med, skal dette meldes senest samme formiddag og koster 325 kr. inkl. vine.
Telefonnumre: Du kan kontakte os på Kysthospitalets sekretariat alle hverdage mellem 9-15 på tlf. 45 58 58 54 På sengeafsnittes kan vi kontaktes på tlf. 45 58 58 50. Der er telefoner på alle værelser, og du kan få udleveret telefonnummeret, så snart værelset er tildelt. Brug af telefon er dog for egen regning, og da telefontaksten er til hotelpriser, kan det være en god ide at medbringe din egen mobil. |
|
|


