|
Behandlingsgarantien fortsætter for langt de fleste. Alle patienter, der er henvist til et privathospital under det udvidede frie sygehusvalg før den 7. februar, har ret til at blive behandlet som planlagt uanset sammenbruddet mellem privathospitalerne og Danske Regioner. For langt de fleste behandlinger sker der slet ingen ændringer. Danske Regioner og privathospitalernes brancheforening (BPK) har gennem den seneste tid været i forhandling om priserne for behandling under det udvidede frie sygehusvalg. I slutningen af 2009 blev de to parter enige om en ny prisaftale for 2010, der betød, at privathospitalerne accepterede en 2 % prisreduktion oveni de 17 %, som privathospitalerne allerede var gået ned i juni måned 2009. Det gælder langt størstedelen af de behandlinger, som privathospitalerne har samarbejdsaftale med Danske regioner om. Undtaget er imidlertid 12 behandlingsområder, som det ikke er lykkedes at forhandle på plads, hvorfor forhandlingerne blev genoptaget primo februar. I går brød forhandlingerne sammen, idet privathospitalerne ikke kan acceptere en yderligere nedgang i taksterne, som i gennemsnit betyder en nedgang på 35 %. Konsekvensen af en sådan nedgang ville betyde, at privathospitalerne indenfor ganske få månederne ville være en ikke-eksisterende samarbejdspartner i det danske sundhedsvæsen. Det er vigtigt at understrege, at suspensionen altså kun går på de 12 områder, og det vil ikke medføre aflysninger af planlagte operationer. Patienter, som er henvist til et privathospital under det udvidede frie sygehusvalg inden d. 7. februar 2010, bliver behandlet, som det hele tiden har været planlagt, også selv omhenvisningen er på en behandling indenfor de berørte områder. |
|
|
