19 | 05 | 2012
Forstørret prostata
Hvad er godartet forstørrelse af blærehalskirtlen (prostata)?
Blærehalskirtlen (prostata) er en kirtel på størrelse med en kastanie. Kirtlen findes kun hos mænd og er placeret under blæren og omkranser hele urinrøret. Kirtlen danner sædvæske, som ved udløsning blandes med sæden fra testiklerne.


  • Med alderen kan kirtlen begynde at vokse, hvilket sker hos langt de fleste mænd. Denne vækst giver med tiden ofte vandladningsbesvær, fordi kirtlen afklemmer urinrøret, når den vokser.
  • Denne vækst er i sig selv ufarlig, og tilstanden kaldes godartet forstørrelse af blærehalskirtlen.

Hvordan føles forstørret blærehalskirtel?  

  • Slap urinstråle
  • Afbrudt vandladning, således at man bruger flere forsøg på at tømme blæren
  • Besvær med at få startet vandladningen, selv om man føler trangen til at tømme blæren
  • Fornemmelse af, at blæren ikke bliver helt tømt ved vandladningen
  • Hyppige vandladninger, både om dagen og om natten
  • At man oplever en pludselig, stærk vandladningstrang. Hos nogle er trangen så kraftig, at man ikke kan holde på vandet
  • Efterdryp af urin efter vandladningen
  • Svie eller smerter ved vandladningen
Det er meget forskelligt, hvilke symptomer man får, og symptomerne kan variere hos den enkelte.

Typisk forløb på Kysthospitalet:
Du vil ved henvendelse til Kysthospitalet få en dato til en ambulant undersøgelse og samtale med vores urologiske overlæge. Her vil du blive grundigt undersøgt, og går mistanken på forstørret prostata, vil du blive skrevet op til en urodynamisk undersøgelse, som foretages kort tid efter af en specialuddannet sygeplejerske (se urodynamisk undersøgelse).

Når lægen har set svaret på undersøgelsen, vil du blive indkaldt til operation, som i langt de fleste tilfælde foregår ambulant. Det vil sige, at du bliver udskrevet samme dag, som du er opereret.

På Kysthospitalet benytter vi en meget skånsom metode til at formindske prostata. Den kaldes mushroom-metoden eller elektrovaporisation. Med en særlig elektrode, som føres ind gennem urinrøret, opvarmes vævet så det fordamper, og blærehalskirlen dermed formindskes. Indgrebet foregår ambulant, har yderst få komplikationer, og kun i ganske enkelte tilfælde er en kort indlæggelse nødvendigt.

Efter operationen vil du have et kateter, som fjernes efter få timer, og når lægen har set dig og fundet alt ok, kan du udskrives.

 





Kysthospitalet Skodsborg · Skodsborg Strandvej 125 A, 2 sal · dk-2942 Skodsborg · Telefon: 45 58 58 54 · Telefax: 45 58 58 46 · E-mail: info@kysthospitalet.dk